Monday, November 14, 2011

Så er vi sørme igang...

Så er vi kommet i gang, Dagens første dont, morgenmaden var lige ved at gå i vasken, da det "mælkeprodukt" jeg havde investeret i, nærmest ikke ville komme ud af kartonen! -Efter at jeg lidt skuffet smagte på sagen, for at lokalisere om det her drejede sig om yoghurt, måtte jeg konstantere at fejlen ikke lå ved mælken, men nærmere ved køleskabet, der havde frosset mælken til is! Nå for søren, på med den, og så af sted!
Jeg fandt skolen, det tog ca 5 min at gå derhen, og fandt også klasseværelset.

Vi er 3 på intensiv holdet, plus 1 i de 4 første timer, som altså ikke er intensiv. Der er Lea på 18 fra Østrig, der har været i gang i 3 uger, hvor dette er hendes 4. og sidste.
-Så er der Xenia på 33 fra Tyskland der ligesom jeg startede idag, og har 2 ugers intensiv kursus.
-Til sidst er der en Østrigsk dame på.. måske 60 der hedder noget der lyder som "Ingeborg". Hun er der som sagt kun de første 4 timer.
-Dermed fandt vi ud af at Tysk var de studerendes hemmelige sprog, som lærerne ikke forstod!

-Skoledagen startede i dag kl 9:10 (det bliver fremover kl 8:30) 
(hver time er på 45 min i dette land)
Så er der 1½ times grammatik
efterfulgt af  1½ times samtale
Så sidst men ikke mindst 1½ times intensiv.

-Og så er klokken 13:30, og så er der tid til frokost! (i dag var vi færdige kl 14:30)

-På skolen bliver der KUN talt spansk... hvis der er et ord man ikke forstår, bliver det forklaret på spansk. -Det er super, og da holdet er så lille, er der ikke problemer med at spørge om noget.

Og, jeg har fået Roomie i min mega store lejlighed. Xenia var ikke helt tilfreds med det kollektiv hun var blevet placeret i, så jeg mente at jeg måske godt kunne afgive et af mine værelser.
-Det var ikke nogen dårlig handel, for inde på det værelse hun valgte, fandt vi et varmeapparat! Wuhu, så nu kan man sidde i stuen der lige nu, måske ikke er så varm, men det bliver den!

Planen for i dag er så ellers at købe ind når butikkerne åbner kl 17, og så prøve at komme ud og løbe. -Det eneste issue ved det er at der bliver mørkt omkring kl 18, så det kan godt være at jeg fremover bliver nødt til at bytte rundt på de to aktiviteter.

Nå, men i morgen har jeg aftalt med Xenia at vi tager i el Parque del Norte og geocacher efter skole! Det skal jo nås inden det bliver mørkt.

Yes, men nu er det ved at være shopping-tid.

Sunday, November 13, 2011

Rejsen til España

Efter at have været til Jazz-koncert i går, var det jo vildt let at stå op kl 4:55 for at nå flyveren. Nå, men kan man være karl om natten, kan man også være karl om dagen! Og jeg nåede mit fly, også selvom Metroen var 10 min forsinket!
Godt så, men så let skulle det ikke være, fordi flyets GPS-system var gået i stykker, og skulle fikses... der gik vel en lille time før vi fik at vide at det virkede, og at vi kunne komme af sted.... til de-icing... hvor vi selvfølgelig også skulle holde i kø for at komme til... Og skulle dråben der fik bægeret til at flyde over ikke være en dame der fik et ildebefindende?!

Nå, hun fik lov til at blive på flyveren, og vi kom endelig af sted!

-Som den søde pige jeg er, fik jeg de flinkeste charter-turister som "sidde-kammerater" i flyveren, de tilbød både lakrids og juice. At jeg så senere skulle vise dem hvordan billet-automaten til toget virkede virkede som belønning for dem. -Jeg klarede flux opgaven (nok mest fordi maskinen kunne engelsk), og efter en fin tur, kom jeg da også til Malaga Centrum.

Efter en fin gå-tur med en MEGET tung taske, fandt jeg sørme også caféen hvor jeg skulle hente en kuvert med nøglen til min lejlighed. Damen i caféen kunne ikke engelsk, og jeg fik da også fremstammet "un carto con una llave"?

-Ja, ja Nød lærer nøgen kvinde.... (Det er satme godt jeg ikke er helt nybegynder)
-Lad mig bare sige jeg fik nøglen, fandt vejen.. og sidder nu her i min 5 værelses lejlighed. -Jeg tror lejligheden normalt er en dele lejlighed, men her i lavsæsonen bruger de dem også til de kræsne, der gerne vil bo alene.Om lejligheden kan jeg oplyse at jeg har 2 badeværelser, 4 soveværelser 1 køkken og 1 stue. I dette land bruger man hverken gardiner, dyner eller radiatorer, så når nu jeg siger at der udenfor nok er 22 grader, dejligt... er der måske 18 grader inden for! Så jeg har fundet nogle tæpper til sengen, og har valgt soveværelset der havde skodder.
Dette er så det værelse jeg har valgt, med skodder!

Her et billede at 1 af badeværelserne, bemærk at bruse-forhænget åbenbart også er røget under "gardin" kategorien, og derfor måtte nedtages!

Stuen, med plads til alle de gæster jeg måtte finde

Køkkenet, med mit suspekte Nestlé morgenmadsprodukt på bordet!


Super, så har jeg også formået at bestille pizza....og 1 fanta, alt sammen på spansk, Og har indtaget det på den lokale plads. Supermarkedet har lukket om søndagen, jeg som ventede på at deres siesta var ovre... tsk tsk, så kan jeg vente længe!
-Jeg har dog fundet et kinesisk minimarked der havde åbent, og har købt noget der ligner morgenmads-produkter, samt noget jeg bestemt regner med er mælk.....sådanne ting som mælk og æg skal ikke opbevares på køl i Spanien åbenbart. Uanset hvad glæder jeg mig til min morgenmad i morgen.

-Det må være nok for i dag!
Over and out fra Malaga!

Friday, October 28, 2011

Fredag, den bedste dag i ugen...

...Ahhh.. endelig fredag....
Jeg var til styrketræning i onsdags, hvor jeg opgraderede med 10  kg på mine squats... og det viser sig nu i stive lår, det er jo perfekt op til det jeg håbede skulle være at indfri dette års sidste mål på søndag. Men lad os nu se, ind til videre forhindrede det mig i at træne i går, så jeg håber en lille let løbetur idag vil kunne løsne lidt op i de stive ben, så jeg kan komme i mål på søndag.

Lektien er lært!

Nå, men planen er nu at jeg alligevel vil iføre mig mine hurtige sko på søndag, det kan vel ikke skade(?!) og så gøre det så godt jeg kan! Så skal jeg bare lige overveje om jeg så vil løbe bagerst i 5:00 feltet, dvs. lige foran 5:10 fortholderne, eller om jeg skal løbe lige bag 5:00 fartholderne.. sammen med ALLE andre!

Jeg er mere til den første mulighed.

Så håber jeg, at jeg kan få lov  til at gå lidt i vinter-hi.

Monday, October 24, 2011

Sidste søndag uden løb!

Så er det slut med søndage uden løb, fra på søndag begynder maratontræningen frem mod Københavns maraton igen! Jeg er dog blevet rådet til i stedet at løbe med søndagsholdet, som løber lange ture i maratontempo, at løbe med lørdagsholdet der løber kortere ture, men med indlagte (meget lange) intervaller.
-Tror dog at jeg vil løbe med søndagsholdet i nov. og dec. fordi der er så mange hyggelige mennesker, og turene bliver ikke så lange.. 18 km eller noget i den stil, det kan jeg nok godt klare!
-Men nu er der ikke lang tid til at jeg skal på Sprog-Ferie 14 dage i Spanien... så jeg har ikke pakket mine shorts og singletter for langt væk! -glæder mig til noget bakke/bjerg træning... og til at det lækre spanske mad, varmere vejr, uhh.. det bliver godt!

-Og selvfølgelig at jeg bliver bedre til spansk. Om 3 uger tager jeg afsted! Wuuhuuu!

Wednesday, October 19, 2011

-Tid til at prøve noget nyt...

Nå for søren, jeg har set at der i mit månedlige abonnement  i løbeklubben, også indgår en mulighed for at komme til styrketræning 1 time om onsdagen, hvilket da sikker ville være godt for mig, så jeg tog derhen igår.

-Det var verdens mest sløje omgang styrketræning, fra min side, jeg kunne være med til ca 1/3 af alle øvelser, fordi jeg bare var alt for slap til at lave noget som helst.

-Det er nok bare endnu et bevis på hvor meget jeg faktisk har brug for det!

-Efter en række gulvøvelser, gik vi ned i stærkmandsrummet, for at bruge maskinerne, flot, jeg er så hende det kun skal bære den der stang... uden vægte på, for så bliver det for svært! (det er edermame patetisk!)

Wuhuu.. welcome to reality, SLAM!

-Rygtet vil at løb generelt skulle blive bedre når man har en stærk 'core'... så mon ikke jeg skal liste til det der forfærdelige styrketræning igen på onsdag?

-Man må lide.... for ikke at være slap!

Friday, October 14, 2011

Restitution er et overstået kapitel..

..For nu skal vi i gang igen. Og efter en fabel-agtig trænings-tur i går, sammen med de hurtige piger, føler jeg mig klar!
-Nu skal de ben vise hvad de kan rumme, og det bliver fedt! Jeg havde ikke mine nye hurtige sko på, de skal ikke bruges til mængde-træning, men nærmest kun konkurrence.
-Jeg må dog nok indrømme jeg at er en af de langsomste-hurtige piger, men det er fedt at løbe med/mod nogen der lige er en tand hurtigere. Hold-træningen er ret aggressivt opbygget, med fart-leg, tempo ture og intervaller hver gang. Så det skal nok blive godt.

Næste spørgsmål er bare hvilket marathon-hold man så skal løbe med, når træningen går i gang om 3½ uge...
Nå, men mon ikke det giver sig selv, til den tid?

Wuhu!. Det bliver SÅ fedt!

Wednesday, October 12, 2011

Og hvilket år...

Det er nu  lidt mere end et år siden jeg sådan seriøst begyndte at løbe.. og hvilket et år det har været.. 2 Maratoner er blevet løber samt 5-6 halve... plus det løse... i alt knap 1700km.
Nu har jeg 1 måneds 'pause' før det går løs igen med maraton-træningen, og det er nu der skal restitueres. jeg skal overveje mine tanker, ideer til næste år, definere mål.. og IKKE LØBE....

Autisten her havde ellers lige fået en god træningsrutine op og køre, og hvad laver man, når man ikke må løbe mere end 2-3 gange om ugen?- Hvad laver alle andre der ikke løber? (skriver blog måske?) Jeg har siden Berlin haft lidt smerter i min højre fod og underben, og håber en god gang restitution vil gøre godt. Så nu må det blive langsom hygge træning... i hvertfald denne uge med... så har der været 3 uger til restitution, og det må være nok!
-for 14 dage efter går det løs igen, så er der maraton start-op, hvor jeg håber at jeg kan løbe 10km på under 50 min.
-Hvilket er det sidste løbe-mål jeg har for 2011.